Børnebyen i Francistown, Botswana
SOS Børnebyerne i Danmark står bag børnebyen og børnehaven i Francistown. Børnebyen blev færdig i 1998 og har siden sin indvielse haft en enorm betydning for hele lokalsamfundet.
Der bor 180 børn i de i alt 16 familiehuse, der har navne som House Næstved og House Silkeborg alt efter hvem, der har været med til at sponsere husene.
Børnehaven har plads til 100 børn og er også for børn, der ikke bor i børnebyen. Dermed hjælper SOS Børnebyerne familierne i nærområdet med at give deres børn en god og tryg barndom.
I 2004 blev to ungdomshuse indviet, og børnebyen blev renoveret. Dette er også finansieret af SOS Børnebyerne i Danmark.
Familieprogrammet i Francistown
I tilknytning til børnebyen i Francistown har SOS Børnebyerne i Danmark etableret et familieprogram. Programmet er en del af SOS Børnebyernes indsats for at forebygge forældreløshed.
Familieprogrammet fokuserer på udsatte børn fra fattige og hiv/aids-ramte familier i lokalområdet og henvender sig til 1000 børn og 200 voksne.
I nogle familier er der slet ingen voksne tilbage, og børnene klarer sig selv, eller de bliver passet af bedsteforældre, som ikke længere kan arbejde og derved tjene til føden.
Programmet omfatter blandt andet madrationer, uddannelsesstøtte, psykologisk og social rådgivning samt lægehjælp.