Baggrund for projektet
Ud for Tanzanias østkyst ligger Zanzibar, der er en delvist selvstændig ø under Tanzania. Øen er tynget af fattigdom, arbejdsløsheden er høj, og der mangler sundhedsklinikker, veje og skoler. 60 procent af befolkningen er analfabeter.
Især piger og kvinder er hårdt ramt af fattigdommen, da de står sidst i køen til uddannelse.
I udkanten af Zanzibars største by Stone Town ligger der en SOS-børneby. Med midler fra blandt andet Danida og DM i Indsamling 2005 er der også åbnet et socialcenter med tilhørende familiestøtteprogrammer.
SOS-socialcentret er med til at forebygge, at familier opløses og børn bliver overladt til sig selv. Målet er at opbygge og styrke lokalområdet og give støtte til familier, enkeltpersoner og især børn, der er smittet med hiv, er syge af aids eller har familiemedlemmer, som er syge. Desuden styrkes børns og kvinders færdigheder gennem uddannelse.
Hjælp til at klare sig selv
Familierne i programmet modtager hjælp, der er skræddersyet til den enkeltes behov. Det kan for eksempel være dækning af udgifter til børnenes uddannelse, lektiehjælp og fødevarehjælp en gang om måneden. Blandt aktiviteterne er også information om kost og sundhed, hiv/aids og undervisning, der skal lede til arbejde og indtægter for de fattige familier.
Kriterierne, for hvem der skal have hjælp, er udviklet i samarbejde med repræsentanter fra lokalområdet. At inddrage områdets beboere er en vigtig målsætning for projektet.
Danske midler
Projektet er støttet med midler indsamlet i forbindelse med DM i Indsamling i 2005. Byggeriet og driften af det nye SOS-socialcenteret er ligeledes støttet af Danida.
Download hele regnskabet
her.
Læs mere om hvad pengene fra DM i indsamling 2005 er brugt til
her.