Foto: Robert Fleischanderl
Baggrund for projektet
De Palæstinensiske Selvstyreområder består af to større samlede landområder, Vestbredden og Gaza-striben. Siden Israels dannelse i 1948 har området været præget af krig og uro.
I 1993 blev en fredsaftale mellem de palæstinensiske ledere og Israel underskrevet, men sikkerhedssituationen er stadig ekstrem ustabil, særligt i Gaza og på den nordlige Vestbred.
SOS Børnebyerne driver to børnebyer i henholdsvis Gaza og i Betlehem. Også i Israel og Palæstina er SOS Børnebyerne uafhængig af politiske og religiøse interesser.
Mange palæstinensiske børn lider af posttraumatisk stress-syndrom, indlæringsvanskeligheder og søvnproblemer på grund af de voldsomme oplevelser, børnene har haft i forbindelse med de mange uroligheder i området. Det vurderes, at over 60 procent af børnene har et akut behov for en eller anden form for professionel psykologisk hjælp.
Det mobile social- og sundhedscenter
SOS Børnebyerne startede i 2003 et mobilt social- og sundhedscenter i De Palæstinensiske Selvstyreområder. Det mobile center opererer over hele Vestbredden, men med udgangspunkt i SOS-børnebyen i Betlehem.
I praksis betyder det, at centeret aldrig er det samme sted mere end tre måneder, inden det drager videre. På den måde får flest mulig gavn af projektet.
Centeret hjælper primært børn med forskellige psykiske traumer, som er meget almindelige i det næsten kronisk konfliktramte område. Hjælpen består blandt andet af forskellige former for terapi, samtale og medicinsk behandling.
Det mobile social- og sundhedscenter er finansieret af SOS Børnebyerne i Danmark.
SOS-skole i Betlehem
SOS Børnebyerne i Danmark financierer også driften af SOS-skolen, som er tilknyttet SOS-børnebyen i Betlehem.
I september 2008 stod den planlagte udbygning af skolen færdig med sine seks klasseværelser, et bibliotek, et laboratorium, et computerrum, en hal og administrationsbygninger.
SOS-skolen i Betlehem giver undervisning både SOS-børn og børn fra lokalområdet. På den måde hjælper SOS Børnebyerne med at løfte uddannelsesniveauet i hele samfundet.
Der er i alt 390 elever på 1.-8. klassetrin. Planen er at udvide med et klassetrin hvert år, indtil skolen har 12 klassetrin.