Baggrund for projektet
SOS Børnebyernes arbejde i Nicaragua hænger nøje sammen med landets voldsomme historie. Den første børneby blev startet i landet efter det voldsomme jordskælv, der ødelagde store dele af hovedstaden Managua i 1973.
Der fulgte også børnebyer i kølvandet på borgerkrigen i 1980 og efter flere tropiske orkaner i 1990erne.
I dag driver SOS Børnebyerne 27 projekter i landet, heriblandt fem børnebyer og flere socialcentre.
Børnebyen i Matagalpa
SOS Børnebyen i Matagalpa, som stod færdig i år 2000, er et dansk finansieret projekt.
Børnebyen består af 11 familiehuse, administrative bygninger og et fælleshus.
Desuden bruges et SOS-socialcenter, en børnehave, en lægeklinik og en tandlæge af beboerne i lokalområdet.
Socialcentret tilbyder blandt andet hjælp til børnepasning, når forældrene i nabolaget arbejder.
Enlige mødre kommer også på kursus i ernæring, børneomsorg og indkomstgenerende aktiviteter.
Ungdomshus i Matagalpa
I juli 2005 stod det første ungdomshus klar i SOS-børnebyen i Matagalpa. I ungdomshuset skal de unge selv klare madlavning, rengøring og økonomi, så de kan lære at stå på egne ben samtidig med, at de stadig får rådgivning og og støtte fra SOS-børnebyen.