Baggrund for projektet
SOS Børnebyerne indledte i 2008 et projekt, der hjælper gadebørn og potentielle gadebørn i byen Kasoa. SOS Børnebyerne har været engageret i Ghana siden 1970erne og har i dag to SOS-børnebyer i landet.
 |
Kasoa ligger cirka 25 km fra hovedstaden Accra og har omkring 60.000 indbyggere og mange gadebørn, der blandet andet lever på markedet, der er et af Ghanas største. Kasoa har en høj koncentration af fattige, og de fleste ernærer sig ved småhandel.
Det store marked i Kasoa tiltrækker migranter fra andre dele af Ghana, blandt andre unge piger. Seksuelt misbrug og voldtægter er udbredt. Piger helt ned til 12-års-alderen bliver mødre, og tit må de klare sig selv uden støtte fra en mand eller familien.
Projektets aktiviteter
Projektet i Kasoa hjælper 132 familier, hvilket betyder, at i alt 323 familier og 1210 forældreløse og sårbare børn modtager hjælp igennem SOS Børnebyernes programmer i Ghana.
Der udarbejdes en individuel plan for hver enkelt familie. Planen indeholder en vurdering og konkret indsats på områder, der er væsentlige for familien.
Børnene i programmet sikres en sund kost, adgang til sundhedshjælp og medicin, psyko-social støtte, skolegang, en anstændig bolig samt juridisk støtte.
Voksne i programmet tilbydes en støtte, der skal gøre familierne selvhjulpne. Det kan være livsforlængende medicin og anden sundhedshjælp, hjælp til at finde ny bolig, fødevarehjælp, træning i fødevareproduktion, træning i indkomstskabende aktiviteter, uddannelse i at åbne små butikker samt starthjælp til at etablere sig efter endt uddannelse.
Lindas historie
For Linda og hendes familie fik familieprogrammet i Kasoa en afgørende betydning. Til trods for sine bare 14 år havde Linda været udsat for alt det, et barn aldrig bør opleve.
Da hun var ganske lille forlod faderen familien for at søge sig en bedre fremtid i Libyen, og Lindas mor blev ladt tilbage med Linda og hendes fire søskende. Situationen voksede moderen over hovedet, og hun begik selvmord.
Herefter tog tog Lindas mormor og hendes mand sig af børnene, men uden job og penge kæmpede de en forgæves kamp for at give børnene mad og skolegang. Alle børnene blev sendt ud for at arbejde. Linda blev ansat som hushjælp, men manden i huset forgreb sig på hende.
Familien risikerede opløsning
Da SOS Børnebyerne fik kendskab til Linda og hendes familie, var den i fare for at gå i opløsning, og flere af børnene var begyndt at begå småkriminalitet. SOS Børnebyerne optog hele familien i SOS familieprogrammet.
 |
| Linda og hendes fire søskende |
Der blev udarbejdet en plan for hjælpen til familien. I dag har familien en ny bolig, får lægetjek, alle børnene går i skole og får fødevarer som ris, olie, bønner og sukker.
Det er også vigtigt, at familien udvikler sig, så de på et tidspunkt kan klare sig selv. Derfor får de undervisning i husholdning, iværksætteri, og de ældste børn lærer, hvordan man tackler at blive voksen.
Aktive i lokalsamfundet
Ud over den direkte hjælp til børnene og deres familier organiserer projektet kurser, der motiverer og mobiliserer lokalsamfundet til at beskytte de udsatte børns rettigheder.
Projektet opretter komiteer, der promoverer børns rettigheder og velfærd, og der bliver holdt øje med, at børnene passer deres skole, og de får hjælp til lektierne.
SOS Børnebyerne samarbejder med de lokale skoler og betaler skolepenge for at sikre, at børnene bliver i skolen. Frivillige lærer også at identificere og registrere børn og familier med behov for støtte og udarbejde individuelle planer for familierne.