Baggrund for projektet
SOS Børnebyerne begyndte at arbejde i Estland i 1992 kort efter, at landet havde genvundet sin selvstændighed fra det kollapsede Sovjetunionen.
I starten af 1990erne var landets socialforsorg i en sørgelig forfatning, og særligt børnehjem lod meget tilbage at ønske. Derfor blev der allerede i 1992 underskrevet en aftale mellem den estiske stat og SOS Børnebyerne om opførelsen af en børneby i Keila 30 km sydvest for landets hovedstad Tallinn.
SOS Børnebyerne modtager løbende stor anerkendelse, og siden Estlands selvstændighed har alle landets førstedamer fungeret som protektorer for organisationen. Den nuværende førstedame har for eksempel sagt, at ”SOS-børnebyen i Keila er et af de sjældne steder, hvor hele byen er fyldt med gode familier.”
Børnebyen i Keila
I 1994 stod børnebyen i Keila færdig. De første børn flyttede ind i deres nye hjem i december og kunne fejre julen med deres nye familier.
I børnebyens 12 familiehuse bor der 81 børn sammen med deres 12 SOS-mødre. Derudover har børnebyen en ungdomsbolig for fem unge, som videreuddanner sig og langsomt vænner sig til en tilværelse uden for SOS-børnebyen. Der er også SOS-ungdomsboliger i Tallinn.
SOS-børnehaven
I tilknytning til børnebyen er der bygget en SOS-børnehave og en skole. Børnehaven i Keila fokuserer på at aktivere og stimulere omkring 40 børn i forhold til deres alder og individuelle behov. Leg og oplevelser er centrale elementer, der sikrer børnene en tryg og sjov hverdag.
Børnehaven i Keila gør en stor indsats for at forbedre forholdene for børn med specielle behov. En håndfuld af børnene har et medfødt handicap, hvilket tidligere var tabu i det estiske samfund.
Ved at optage børn med specielle behov har børnehaven fået denne gruppe af børn ’frem i lyset,' og indsatsen har været med til at sikre, at accepten af handicappede børn i Estland er stigende.