Grundsten lagt i Kayonza 

Stor Sire Hans Pedersen fra Odd Fellow Ordenen deltog i grundstensnedlæggelse for den nye børneby i Kayonza

 Stor Sire Hans Pedersen fra Odd Fellow Ordenen deltog i grundstensnedlæggelse for den nye børneby i Kayonza 

                                                               Foto: Line Grove Hermansen

Hvad har du med hjem fra rejsen til Rwanda?

"Efter at indtrykkene begynder at nedfælde sig i hjerte og hjerne, danner der sig billeder af et utroligt smukt land og et ukueligt folk, der trods ubeskrivelige rædsler i sin nyeste historie er i stand til at møde fremmede med venlighed og åbenhed. Vi mødte et folk af positive mennesker, og det kan undre, hvor de får den energi og tro på fremtiden fra, når man ser på deres historie og deres lands store udfordringer".


Hvordan var oplevelsen af SOS-børnebyen i Kigali?

"For det første var det godt at se skolen og børnehavens ydre rammer: Bygningerne. Der var intet lerklinet her, det var gedigne murstenshuse med tag af tegl, som der skal mere end en ulv til at blæse omkuld, og inventaret var ikke stort anderledes end i den danske skole.

Men det, der især slog mig, var den kærlige disciplin, der kendetegnede undervisningen, og som resulterede i, at én enkelt lærer kunne overgive kundskaber til en fjerde klasse bestående af 36 spillevende elever, for hvem naturlig respekt ikke var en by i Rusland.

Børnene var ikke kuede. Det er tankevækkende, for der skal ikke gå lang tid, før man finder et kuet barn i en dansk skolegård. Og når man så tænker på, hvad mange af Rwandas børn havde været igennem. Det var tydeligt, at de ansatte var der for børnene. Der var tale om voksne, som virkelig vidste, hvad de gjorde. Det var utrolig positivt".


Hvad gjorde mest indtryk? 

"En helt vidunderlig oplevelse var ikke mindst besøget hos og indtagelsen af aftensmaden i et af SOS-børnebyens familiehuse, beboet af 10 børn og deres helt fantastiske SOS-mor. Den kærlige opdragende attitude fra børnenes SOS-mor kædet med børnenes åbenlyse respekt og tillid til, hvad hun gjorde og sagde, gjorde det stærkeste indtryk. Sådanne input for sjælen kan ikke glemmes, når de først er oplevet".

 

Udskriv siden Bookmark and Share