SOS Børnebyerne vejleder hver enkelt i at støtte på en måde, der passer til deres interesser og økonomi. Det har 35.000 SOS-faddere allerede nydt godt af.
Meget konkret hjælp
Susanne og Søren Pilmark er blandt de 35.000 danskere, der er med til at give forældreløse og sårbare børn et andet sted i verden kærlige hjem og en tryg barndom.
 |
| Susanne og Søren Pilmark giver børn en tryg barndom |
Foto: Julie Helquist |
”Fadderskaber gør hjælpen meget konkret. Man får et synligt bevis på, at hjælpen når frem, og at man er med til at gøre en forskel i et barns liv. Og så er det meget livsbekræftende og hyggeligt at få billeder og beretninger om, hvordan det går med børnene,” forklarer parret.
Det var oplagt at støtte SOS Børnebyerne, siger Søren og Susanne Pilmark: ”Først og fremmest fordi hjælpen går til de allermest sårbare børn. Men også fordi organisationen hjælper på den lange bane. At Søren har siddet i SOS Børnebyernes bestyrelse i en periode, og at Susanne er på kontoret som frivillig to dage om ugen, har selvfølgelig også en betydning.”
Vi skal gøre vores bedste for at hjælpe andre
 |
| Tom McEvan |
Tom McEwan har været fadder hos SOS Børnebyerne siden 1989. Hans bidrag har gennem årene hjulpet syv børn til at få en tryg opvækst og et kærligt hjem
Vi skal gøre vores bedste for at hjælpe andre. Det er nemt at sidde på sofaen og sige: "Det har ikke noget med mig at gøre." Men det har det. Vi skal ikke sidde med vores hakkebøffer og bearnaisesauce og tro, at problemerne nede i Afrika ikke kommer os ved.
Jeg bliver meget rørt over de ting, mine fadderbørn skriver i deres breve: At de er enormt glade, fordi de har fået hjælp, og fordi de har deres egen blyant og deres eget viskelæder. Det er godt at se tingene i et andet perspektiv engang imellem. Til daglig kan man hidse sig op over, at avisen ikke er kommet, eller at toget er forsinket. Man kan hidse sig op over ting, som er så små, når man tænker på, hvordan folk i andre lande har det. Når Terese og jeg brokker os over småting derhjemme, så minder vi nogle gange hinanden om lige at standse op og sætte tingene i perspektiv.
Hvor mange fadderbørn har I hos SOS Børnebyerne?
To piger. Pema i Indien og Monika i Kroatien. Vi har haft fem fadderbørn tidligere, så Pema og Monika er nummer seks og syv i flokken.
Værdig tilværelse for børn
 |
| Ellen Poulsen holder af kontakt med andre børn |
Ellen Poulsen har selv børn og kan godt lide, at man støtter og har kontakt med andre børn.
”Da jeg blev fadder for det første barn i Argentina, boede mine børn hjemme. De havde godt af at opleve, at man kan hjælpe andre, der har det svært. Fadderskabet er en del af vores hverdag, og jeg er meget bevidst om, at det er en god ting."
"Man er med til at give nogle børn den værdige tilværelse, som alle børn i hele verden burde have,” forklarer hun.
En rigtig familie
Cecilie Beck og hendes døtre Astrid på 14 år og Frida på ni år har selv besøgt deres fadderbarn Aline på knap to år i Burundi.
Aline bor i SOS-børnebyen i Cibitoke i et familiehus sponsoreret af danske ECCO. Alines mor døde under fødslen, og da Aline havde fem søskende, kunne faren ikke tage sig
 |
| Cecilie Beck og Aline i Burundi |
af hende. To måneder gammel og stærkt underernæret blev Aline bragt til børnebyen, hvor hun nu bor sammen med sin SOS-mor Kubwimana Menedore og ni andre sårbare børn.
De virker som en rigtig familie. Aline troede, at Kubwimana var hendes rigtige mor. SOS Børnebyerne skaber en fremtid for børn, som ellers aldrig ville have fået en ordentlig uddannelse," siger Cecilie Beck.
Afrika i børnehaven
Else Johansen fik sit første fadderbarn, mens hun var leder af en børnehave: ”Jeg talte med personalet om at oprette et fadderskab. Jeg undersøgte de forskellige organisationer og fandt, at SOS Børnebyerne var de bedste, fordi der var mulighed for gensidig kontakt. Vi måtte selv bestemme, hvor i verden, vi ville have et fadderbarn, og børnene besluttede sig for Afrika,” fortæller Else Johansen.
Da fadderbarnet skulle være jævnaldrende med børnehavebørnene, blev det treårige Raphael fra Benin.
”Hvis nogle af børnene i børnehaven fik en pengegave fra deres bedstemor, gav de lidt til Raphael. Vi samlede også batterier ind og kørte dem på genbrugsstationen, hvor vi fik 10 kr. pr. kg plus lidt ekstra, fordi børnene var med,” fortæller Else Johansen.
”Når Raphael havde fødselsdag, lavede vi afrikansk mad, og vi købte Benins flag, og så snakkede vi om dyr og frugter i Afrika,” husker Else.
Gør ligesom Susanne og Søren, Tom McEvan, Ellen, Cecilie og Else - bliv fadder