Else Johansen fik sit første fadderbarn, mens hun var leder af en børnehave: ”Jeg overtog børnehaven efter nogle katolske søstre. Jeg ville ikke præge børnene med religion og tænkte, at der var noget andet, jeg kunne gøre. Derfor talte jeg med personalet om at oprette et fadderskab. Jeg undersøgte de forskellige organisationer og fandt, at SOS Børnebyerne var de bedste, fordi der var mulighed for gensidig kontakt.”

Vi måtte selv bestemme, hvor i verden, vi ville have et fadderbarn, og børnene besluttede sig for Afrika. Fadderbarnet skulle være jævnaldrende med børnehavebørnene. Raphael fra Benin var derfor tre år dengang.

Det hele foregik meget spontant. Hvis nogle af børnene i børnehaven fik en pengegave fra deres bedstemor, gav de lidt til Raphael. Vi samlede også batterier ind og kørte dem på genbrugsstationen, hvor vi fik 10 kr. pr. kg plus lidt ekstra, fordi børnene var med.”

Fødselsdag på afrikansk

Else fik hurtigt samlet det 200 kr. ind, som et fadderskab koster om måneden (pr 31 dec. 2011 hæves beløbet til 210 kr. red.). Pengene blev lagt i en postkasse, og breve fra Raphael blev hængt op på en opslagstavle. ”Når Raphael havde fødselsdag, lavede vi afrikansk mad, og vi købte Benins flag, og så snakkede vi om dyr og frugter i Afrika,” husker Ellen.

”Senere fik vi Tensin i Indien. Denne gang skulle det være en pige. Børnene var lidt utilfredse med, at hun altid havde skoleuniform på, og de syntes, hun lignede en dreng.

Vi skrev til Raphael og Tensin og tegnede tegninger til dem, og vi fik svar tilbage igen, hvilket var vigtigt for os.
 
Vi havde penge nok til et tredje fadderskab og fik Alexander i Colombia. Vores børn kendte navnene på dem alle tre og kunne forskellen på flagene, og vi talte meget om de forskellige lande og havde en globus. En dreng spurgte, om han aldrig fik de her børn at se, og jeg svarede, at når han engang blev stor, kunne han besøge dem.”