”Da jeg blev fadder for det første barn i Argentina, boede mine børn hjemme. De havde godt af at opleve, at man kan hjælpe andre, der har det svært. Jeg er lærer, så jeg fortæller også mine elever om udviklingslandene, og vi laver projekter og indsamlinger.
Jeg kunne aldrig drømme om at opgive fadderskabet. Det var en del af vores hverdag, og jeg er meget bevidst om, at det er en god ting. Man er med til at give nogle børn den værdige tilværelse, som alle børn i hele verden burde have.”
Det første fadderbarn, en argentinsk dreng, voksede op, fik Ellen pigen Ximena i Bolivia. ”Da min mand og jeg besluttede at rejse Sydamerika rundt med rygsæk, var det naturligt at lægge vejen omkring SOS-børnebyen i Potosi, Bolivia,” fortæller Ellen.
Tiggende enker overalt
Potosi er verdens højest-liggende storby. Minearbejde er hovedindtægtskilde i byen, men de fleste mænd holder kun til det hårde arbejde i en halv snes år. ”Overalt i Bolivia møder man enker, der sidder og tigger på fortovene sammen med deres børn. Jo nærmere jeg kom Potosi, jo mere glædede det mig, at det netop er i Bolivia, jeg støtter et barn.”
Ximena, hendes biologiske søster og deres SOS-mor tog imod Ellen og hendes mand. ”Jeg havde lært lidt spansk, og alle ville tale med os. Ximena begyndte at græde, fordi hun var så rørt over vores besøg.”
Ellen havde fået at vide, at man ikke skal komme med store gaver til det enkelte barn, så hun spurgte, om hun kunne få lov at give børnene en oplevelse i stedet for. 80 km fra SOS-børnebyen ligger en varm kilde med et svømmebassin. ”Vi tog alle med bussen derud næste dag. Vi badede og legede, og børnene ville ikke hjem, før stedet lukkede.”
Ximena er sikret et godt liv
”Næste dag spurgte Ximena, om hun og hendes søster måtte vise os rundt i byen. Byen var grå og bar, fordi ingenting kan gro i den højde. Vi havde også bestilt en guidet tur ind i en tin-mine. Man skal kravle ned gennem gangene, der er fyldt med støv,” fortæller Ellen. Efter en time kunne hun ikke tale pga. støv på stemmebåndet, og hun følte, at hun ikke kunne få luft. ”Tænk, de lokale drenge og mænd arbejder i minen 16 timer pr. dag.”
Det gjorde også stærkt indtryk på Ellen, at SOS-børnene havde pænt tøj på, mens de andre bolivianere ingenting havde. ”Mine 210 kr. og andre fadderes bidrag er med til at sikre Ximena en god tilværelse og en familie. Ellers ville hun have siddet på gaden og tigget.”