"Jeg er et af de børn i vores børneby, der er helt og aldeles forældreløs. Jeg blev afleveret på dørtrinnet til landsbyen, da jeg var tre uger gammel. Derfor er landsbyen mit hjem. Jeg har ikke andre steder, jeg på nogen måde kan forbinde med hjem. Når det er ferie, så er jeg her, eller også tager jeg med min SOS-mor ud og besøger hendes familie.
 |
| Samuel i børnebyen (Foto: Hermansen) |
Jeg har nok været lidt forkælet. Da jeg kom til børnebyen, var jeg meget lille og svag. Hele huset havde fokus på mig, og jeg var den yngste. Sådan typisk lillebror. Indtil jeg var en tre-fire år og mine brødre og søstre forklarede mig det, vidste jeg ikke, at jeg var et SOS-barn.
Ingen forældre, men stor familie
"Jeg er faktisk ret stolt af at kunne sige, at det er en fordel at være vokset op i en SOS-børneby. Du har mødre, som virkelig går op i, at du har det godt. Ja, faktisk ikke bare én mor, men 15 af dem. For andre er det kun deres mor, som kan finde på at sige; ”det er koldt, du skal ha’ en trøje på”. I SOS-børnebyen hører man det fra alle mødrene.
I dag besøger jeg også de af mine søskende, som er voksne, har giftet sig og er flyttet fra landsbyen. De er virkelig mine søskende. Når jeg har været ked af det, er det dem, som får mig ovenpå igen.
I Kenya er det ikke unormalt, at forældre slår deres børn eller smider dem ud, hvis forældrene synes, at de laver ballade. Jeg har en SOS-mor, som tager sig af mig, er dedikeret, og som jeg kan tale med. Og jeg har muligheden for at uddanne mig. Jeg har ingen forældre, men jeg er alligevel heldig."
Flyttede hjemmefra i børnebyen
SOS-børnene får med alderen gradvist mere ansvar for at kunne udvikle sig til uafhængige voksne. Som 14-15-årige flytter de fleste børn over i SOS-ungdomshuse, hvor de lærer at klare sig selv. Det sker typisk i forbindelse med, at de unge begynder på en uddannelse eller en værkstedsskole.
Ungdomshusene ligger i nærheden af børnebyerne og er indrettet som kollektiver, hvor de unge samarbejder om madlavning og rengøring. I nogle ungdomshuse bor SOS-unge fra flere børnebyer i samme land.
 |
| (Foto: Hermansen) |
SOS-voksne sørger stadigvæk for, at de unge får al den støtte, de har behov for: Følelsesmæssigt, til studiehjælp og til at løse problemer, de unge ikke kan klare i fællesskab.
"På et tidspunkt begyndte min mor at tale om, at nu var det på tide, at jeg flyttede over sammen med de andre unge drenge i børnebyen. Det var en mulighed for at få mere frihed, men samtidig også mere ansvar, sagde hun. Det var en helt anden måde end andre unge oplever det på. De bliver reelt smidt ud hjemmefra.
Jeg var 15 år, da jeg flyttede herover i SOS-ungdomshuset. Men jeg spiser stadig hjemme i familiehuset med min mor og mindre søskende en gang om ugen."
Kontakt til fadderne
"Jeg har selv flere faddere. En bor i Tyskland, og vi skriver mails til hinanden. Han synes ikke, at det er nok, at jeg skriver til ham to gange om året, for han vil være sikker på, at jeg ikke kommer ud på et sidespor. Så jeg får ind i mellem mails fra ham, hvor han spørger, hvordan det går. Han har besøgt mig, så han kender børnebyen og forholdene.
De andre faddere skriver jeg til to gange om året. Jeg skriver selv brevet, og min mor hjælper. Jeg er selvfølgelig enormt glad for, at der er nogle, som støtter mig på den måde. Der er folk, som bekymrer sig om dig. Det er igen det der med, at man har kontakter ud i verden, at SOS er over alt. Jeg lærer også noget af at have den kontakt."
Hvad fremtiden bringer
I dag er Samuel en ivrig amatørskuespiller i sin fritid, men det er ikke en karrierevej, han vil forfølge. Ved siden af teatret læser han salg og marketing på SOS’ tekniske skole. Engang med tiden kunne han godt tænke sig at blive journalist og måske selv blive fadder for et forældreløst barn.