Tshwarelos store dag 

Danske Hanne Høiberg var med, da den nye børneby i Botswana blev åbnet i 2009

Mens hedebølgen huserede i Danmark, blev den dansk-støttede SOS-børneby i Serowe, Botswana, indviet på en kølig og klar vinterdag. Fra Danmark deltog bl.a. SOS-bestyrelsesmedlem Hanne Høiberg, tidligere chefredaktør for ALT for damerne. Her kan du læse et uddrag af hendes oplevelser.

”Botswanas præsident var æresgæst, og det gjorde et stort indtryk på 12-årige Tshwarelo Kempe, da hun åbnede ceremonien med en bøn.

Det var koldt til åbningen af den nye børneby i Botswana. Foto: Lotte Schultz
Hanne Høiberg og Tshwarelo fryser med anstand under festtalerne.
”Ja, jeg er lidt nervøs. Jeg har set præsidenten på tv, men ikke med mine egne øjne.” Tshwarelo Kempe skutter sig på stolen ved siden af mig. Hun er klædt i sin fine nye kjole i Botswanas farver: Blå, hvid og sort som republikkens flag. Den er syet specielt til denne dag, indvielsen af SOS-børnebyen i Serowe i det centrale del af Botswana. Det tynde silkeagtige stof varmer ikke meget på denne vinterdag i juni, hvor himmelen nok er klart blå som flaget, men temperaturen næppe overstiger 10 – 12 grader. En strid vind ind i den åbne pavillon gør ikke sagen bedre.

VIP-gæster og børneorkester

Udenfor øver marimbabandet fra SOS-børnebyen i Francistown sig på det stykke, de skal spille lidt senere. Imens ankommer den ene notabilitet efter den anden, bl.a. formanden for den nationale SOS-bestyrelse, repræsentanten for SOS Kinderdorf International samt alle de lokale erhvervsfolk, der har doneret betydelige summer til børnebyen.

Klokken bliver 11, præsidenten ankommer og alle rejser sig, mens Botswanas politiorkester spiller nationalsangen. Tshwarelo Kempe tager en dyb indånding og går op til talerstol og mikrofon. Sådan en har hun med garanti aldrig talt ind i før, men hun klarer opgaven med at lede bønnen mere end flot og slapper tydeligt af, da det er overstået.

Tshwarelo har boet i børnebyen siden februar som et af de ca. 100 børn, der nu har fået en mor, en familie og et hjem i trygge rammer. Da ceremonien er forbi, og jeg møder hende sammen med en veninde, fniser hun præcis ligeså fjoget som andre piger på hendes alder. En detalje, som fortæller, at Tshwarelo trives i sin nye familie.

Bliv fadder

Præsidenten og SOS

Præsident Ian Karma har et nært forhold til SOS Børnebyerne. Det var hans mor, den engelskfødte Ruth Williams, senere Lady Khama, der i 1980 var med til at etablere SOS Børnebyerne i Botswana. Der fortælles stadig historier om den jul, han kom flyvende til en af de andre børnebyer, forklædt som julemand.

Botswanas præsident Ian Karma deltog også i åbningen af børnebyen i Serowe. Foto: Lotte Schultz
Ian Karma har en mangeårig forbindelse til SOS Børnebyerne og deltog selvfølgelig også i åbningsceremonien.
Ian Karmas deltagelse i åbningen har også haft en anden og ret så lavpraktisk betydning.

”Vi har kæmpet i to år for at få etableret telefonforbindelse til børnebyen - uden resultat. Men for en måned siden, da jeg fortalte, at præsidenten ville komme, skete der noget. En uge senere fungerede telefonerne,” fortæller Derek James, direktør for SOS Børnebyerne i Botswana.

Fra byggeplads til børneby

Selv om børnebyen i Serowe blev officielt indviet den 26. juni i år, har den været i brug siden januar 2008. Endnu ligger familiehusene og byens øvrige bygninger, alle opført i teglsten, på en flad sandet grund, ryddet i bushens tornede akacietræer, men nyanlagte haver er godt på vej til at fjerne præget af byggeplads.

Hvert familiehus har sin egen køkkenhave, der forsyner familien med grøntsager: Tomater, peberfrugter, chili og kål. Det er naturligvis børnene selv, der holder køkkenhaven. Både af praktiske og økonomiske årsager, men også fordi det er vigtigt, at de får et forhold til, hvor deres mad kommer fra.

Der er en stor blå vandbeholder til opsamling af regnvand ved hvert hus, og nogle af dem har solfangere til opvarmning af vandet.

Pavillonen, hvor indvielsesceremonien foregår, er en central bygning i børnebyen. Det er her, marimbabandet øver sig, her børnene øver sig i at danse breakdance, her børn og børnebymødre samles, når noget skal fejres. Med eller uden præsident."


Hjælp et forældreløst barn
- for kun 7 kr. om dagen

Bliv SOS-fadder

Udskriv siden Bookmark and Share