Hvad er SOS Børnebyerne?
Barndommen er med til at definere det liv, et menneske får. Den trygge barndom skaber grundlaget for et godt voksenliv. Derfor giver SOS Børnebyerne forældreløse børn et kærligt hjem og en omsorgsfuld familie, ligesom vi støtter sårbare familier i at klare sig selv, så børnene ikke efterlades alene.
SOS Børnebyerne blev stiftet i 1949 og har i dag over 500 børnebyer i 133 lande. SOS Børnebyerne er uafhængig af politiske og religiøse interesser og fokuserer på langsigtet udvikling af det enkelte barn, sårbare familier og af lokalsamfundet.
Hvad er en SOS-børneby?
SOS-børnebyen er kraftcentret og omdrejningspunkt for alle SOS Børnebyernes aktiviteter.
Et barns vigtigste sociale netværk er familien. SOS-børnebyen består af en række SOS-familier med en SOS-mor og 7-10 SOS-søskende i hver familie. SOS-moderen står for den daglige omsorg og har ansvaret for familiens husholdning og økonomi. Hvis flere børn kommer fra samme biologiske familie, bor de også sammen i SOS-familien.
Hver familie har sit eget hus, hvor børnene vokser op sammen, lærer at tage ansvar og deler sorger og glæder og opbygger deres identitet og kulturelle rødder. Alle SOS-børn får også grundlæggende skolegang med individuel, faglig opfølgning.
SOS-børnene får med alderen gradvist mere ansvar for at kunne udvikle sig til uafhængige voksne. Som 14-15-årige flytter de fleste børn over i SOS-ungdomshuse, hvor de lærer at klare sig selv. Det sker typisk i forbindelse med, at de unge begynder på en uddannelse eller en værkstedsskole.
SOS Børnebyerne bygger også egne SOS-børnehaver, hvis der ikke findes tilsvarende muligheder i børnebyens lokalområde. SOS-børnehaverne er åbne for SOS-børnene og for børn fra nærmiljøet.
Mange udviklingslande har ikke ressourcer til at sørge for skolegang til alle børn. SOS-Børnebyerne bygger og driver derfor ofte SOS-skoler i børnebyernes lokalmiljø. I SOS-skolerne er de fleste elever fra lokalmiljøet, men skolerne sikrer også SOS-børnene en uddannelse. På den måde løftes det generelle uddannelsesniveau i området samtidig med, at SOS-børnene på naturlig vis bliver integreret med de lokale børn.
SOS-værkstedsskoler tilbyder SOS-unge og unge fra lokalsamfundet en praktisk uddannelse. I mange lande er det en af de få muligheder, unge har for at komme ind på arbejdsmarkedet. Undervisningen er tilrettelagt i forhold til lokale og regionale jobmuligheder. De unge får håndværksmæssige kvalifikationer og færdigheder, som betyder, at de kan klare sig selv.
På SOS-lægeklinikker får mennesker i SOS-børnebyen og børnebyernes nærmiljø basal behandling og rådgivning.
Står SOS Børnebyerne kun bag børnebyer?
For at forebygge at børn ender med at stå alene, gennemfører SOS Børnebyerne familieprogrammer og opretter socialcentre, hvor sårbare familier i børnebyens nærmiljø får hjælp til selvhjælp.
Familieprogrammerne tager udgangspunkt i de problemer, der findes i det specifikke lokalområde. Nogle steder får enlige mødre hjælp til at starte små virksomheder. Andre steder undervises unge i, hvordan man undgår eller overlever med hiv og aids. Ægtepar kan få rådgivning til at tackle samlivsproblemer. Mange socialcentre tilbyder også børnepasning og lægehjælp.
Når vi støtter de fattigste og mest sårbare familier, forebygger vi, at familierne falder fra hinanden, og dermed får børnene et bedre udgangspunkt for et godt liv. Vi forebygger altså, at børnene bliver forældreløse.
Hvorfor skal jeg støtte netop SOS Børnebyerne?
Barndommen er med til at definere det liv, et menneske får. Ideelt set skal et barn være elsket og sorgløst og have tid til at lege, lære og opbygge tillid til verden. En tryg barndom skaber grundlaget for et godt voksenliv. De børn, SOS Børnebyerne hjælper, er enten forældreløse eller har forældre, som ikke kan tage sig af dem, og dermed har børnene allerede oplevet et stort svigt: At stå alene uden mor og far.
Som verdens største private børneorganisation for børn, der har mistet eller er i fare for at miste deres forældre, ved vi, hvad der skal til, for at børn kan vokse op og blive glade og velfungerende voksne. I en SOS-børneby får børnene et nyt kærligt hjem og en familie. SOS-børnebyen bliver barnets trygge base – det nye barndomshjem, som danner rammen om personlig udvikling og uddannelse.
Sådan hjælper vi børnene til at forme deres egen fremtid, samtidig med, at vi forebygger, at børn bliver alene ved at støtte sårbare familier og bidrage til lokalsamfundets udvikling.
Når du støtter SOS Børnebyerne, kan du selv vælge, hvordan du hjælpe og hvor i verden, og du kan løbende følge udviklingen. Sammen kan vi skabe familier for børn, som ellers ville være alene, og sammen kan vi støtte sårbare familier, så de bedre selv kan tage sig af deres børn.
SOS Børnebyerne har ikke tilladelse til at foretage landsindsamlinger i Danmark og modtager kun i begrænset omfang offentlig støtte fra f.eks. Danida. Derfor er SOS Børnebyerne helt afhængig af støtten fra faddere, bidragydere og virksomheder.
Kan man sammenligne en børneby med et børnehjem?
Nej, det kan man ikke. I en SOS-børneby får børnene et nyt hjem og en ny familie, og de fleste bevarer kontakten til børnebyen som voksne.
SOS-børnebyen består af en række SOS-familier. Ligesom som helt almindelige familier fungerer de selvstændigt og i samspil med naboer og lokalmiljø. For barnet er det familien, der er den vigtigste reference og ikke de overordnede strukturer i SOS-børnebyen eller organisationen SOS Børnebyerne.
SOS-børn vokser op i et familielignende miljø, hvor det enkelte barn og dets behov er i fokus. I SOS-familien udvikles børnenes evne til at føle tilknytning til et sted og til mennesker. Dette er bl.a. vigtigt for, at børnene kan udvikle deres evne til at danne sociale relationer.
Forlader børnene børnebyen, når de fylder 18 år?
Nej, det gør børnene ikke nødvendigvis. Fadderskabet og SOS Børnebyernes støtte fortsætter, indtil barnet kan stå på egne ben. Også mens barnet uddanner sig og måske bor i en anden by eller i et af de ungdomshuse, der ofte ligger i tilknytning til børnebyen.
Normalt flytter de unge væk fra børnebyen, når de er 16-23 år, alt afhængig af deres modenhed, uddannelse, jobmuligheder og hvor i verden, de bor.
I nogle lande er det ikke velset, at en kvinde bor alene. Derfor bliver pigerne tit boende i børnebyen selv efter, de er færdige med deres uddannelse. En del piger forlader først SOS-børnebyen, når de er blevet gift.
De fleste af børnene knytter også livslange bånd til SOS-børnebyen, deres SOS-mor og SOS-søskende.
Hvem bestemmer, om et barn kan flytte ind i en SOS-børneby?
Den nationale SOS-organisation definerer kriterierne for hvilke børn, der skal bo i børnebyen, i henhold til de retningslinjer, som er fastsat af SOS Børnebyernes internationale organisation og i tråd med det enkelte lands lovgivning og sociale forhold.
Nogle lande har dog få eller utilstrækkelige nationale love og regler, når det gælder beskyttelse af børn. Derfor støtter SOS Børnebyerne også regeringer med at kvalificere deres arbejde med at beskytte børn.
F.eks. har SOS Børnebyerne hjulpet Gambias regering med at udvikle en undervisningsplan for socialarbejdere i Gambia. Undervisningsplanen indeholder mange elementer fra SOS-mor-uddannelsen.
Får børnene en uddannelse?
Alle SOS-børn får grundlæggende skolegang med individuel, faglig opfølgning. Gennem skolegang og videreuddannelse bliver de som voksne i stand til at forsørge sig selv og bidrage med viden og engagement i deres lokalmiljø.
I områder, hvor der ikke findes uddannelsestilbud, eller hvor tilbuddene er utilstrækkelige, bygger og driver SOS-børnebyer egne børnehaver, skoler og værkstedsskoler. Her går både SOS-børn og børn fra lokalsamfundet.
Langt størstedelen af alle SOS-børn opnår, hvad der svarer til en 9. eller 10. klasses eksamen eller en praktisk uddannelse i et håndværk. En tredjedel får en videregående uddannelse.
Efter hvilken religion opdrages børnene i en SOS-børneby?
Vi hjælper børn dér, hvor behovet er størst, uanset nationalitet, kultur og religion.
FNs Børnekonvention er udgangspunktet for SOS Børnebyernes arbejde.
Børnekonventionen fastslår, at alle børn har ret til frit at bestemme og praktisere deres tro.
I mange lande er religion en integreret del af hverdagen, og hvis SOS-børnene vokser op helt uden religion, vil de stå udenfor deres samfund og være anderledes end de kammerater, de går i skole med. Desuden kræver et frit valg en grundlæggende viden om forskellige religioner.
Derfor opdrages børnene normalt enten med den religion, deres biologiske forældre havde, eller som er mest almindelig i det samfund, hvor børnebyen ligger. Et SOS-barn bor for så vidt muligt i en SOS-familie, hvor moderen og børnene har samme religion, så børnene har mulighed for at lære traditioner og ritualer.
Børnene tvinges ikke til religiøse handlinger, og de beslutter selv i samråd med deres SOS-mor, om de ønsker at deltage.
En børneby kan sagtens have flere religioner repræsenteret. F.eks. er der både jøder og palæstinensere i SOS-børnebyerne i Israel og De Palæstinensiske Selvstyreområder, og i Sri Lanka er der kristne, hinduer, muslimer og buddhister.
Målet er, at børnene skal være stolte af deres egen baggrund, men også være åbne for det, som er anderledes. Bl.a. derfor vil du aldrig finde nogen former for fundamentalisme i SOS-børnebyerne.
Religion og skolegang er som udgangspunkt adskilt, men da mange af børnene går i offentlige skoler, kan der være elementer af religion i undervisningen. Uanset hvilken skole børnene går i, får de seksualundervisning og lærer om prævention og hiv/aids enten i skolen eller i SOS-børnebyen.
Kan man blive frivillig i en SOS-børneby?
Nej, desværre ikke. SOS-børnebyerne er altid en integreret del af lokalsamfundet, og derfor er medarbejderne næsten altid fra nærmiljøet eller fra samme land som børnene.
De fleste SOS-børn har været udsat for svigt og har mistet deres nærmeste. For at genskabe trygheden og tilliden skal de være omgivet af kendte ansigter, som er en fast del af deres liv i mange år.
Derimod har vi brug for frivillige i Danmark, der kan hjælpe med at udbrede kendskabet til SOS Børnebyerne. Hvis du skulle få lyst til det, så hører vi meget gerne fra dig. Læs mere om det at være frivillig.
Kan jeg bestille kort, sparegrise og andre SOS-ting på nettet?
SOS Børnebyerne har forskelligt materiale med logo på. Du kan kontakte os pr. e-mail eller bestille via vores webshop.
Du kan også ringe og få vejledende priser.