En stor del af SOS Børnebyernes arbejde retter sig mod de samme mål, som FN har sat for verdens udvikling med de otte 2015 Mål. Herunder kan du læse, hvordan SOS Børnebyerne sætter ind overfor de forskellige mål.
Mål 1: Bekæmpe fattigdom og sult
Der er 153 millioner forældreløse børn i verden. SOS Børnebyerne er den eneste globale organisation, der har som formål at hjælpe forældreløse børn og børn i risiko for at miste deres forældre. Børn, som ellers ville vokse op i fattigdom, uden hjem og fremtid, får både dét og en familie i SOS Børnebyernes over 500 børnebyer over hele kloden.
Mål 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle inden 2015
Et barn har ret til at gå i skole. Det er et af principperne for SOS Børnebyerne, som sender børn i skole over hele verden. Mange steder, hvor skolesystemet ikke findes eller fungerer dårligt, opretter SOS Børnebyerne selv skoler, børnehaver og tekniske skoler.
Mål 3: Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder
I SOS Børnebyerne er piger og drenge er ligeværdige. Både piger og drenge kommer i børnehave og skole. Ved at få en uddannelse kan piger nemmere skabe sig et liv, også selvom de er forældreløse.
Mål 4 og 5: Reducere spædbarnsdødeligheden, børnedødeligheden samt dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder
Næsten 900.000 mennesker får hjælp og rådgivning på SOS-socialcentre og SOS-lægeklinikker rundt om i verden. Tiltagene varierer afhængig af lokale behov og social infrastruktur. Målsætningen er at hjælpe vanskeligt stillede familier, specielt kvinder og børn, i lokalsamfundet. Når de sårbare familier får adgang til sundhedsydelser, uddannelse og en mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen, undgår en del af dem at falde fra hinanden, og dermed er børnene sikrede mod at ende alene på gaden.
Mål 6: Standse udbredelsen af hiv og aids, malaria og andre sygdomme
Selvom mange hiv-smittede i dag kommer i retrovira-behandling, steg antallet af børn, der har mistet en eller begge forældre til aids i Afrika, på bare 10 år fra 1995 til 2005 fra 2,75 millioner til 15 millioner ifølge UNDP. SOS Børnebyernes socialcentre har i mange lande projekter, der retter sig mod aids-ramte familier, ligesom SOS Børnebyerne arbejder for at forebygge hiv og aids blandt unge. SOS-lægeklinikker giver adgang til sundhedsydelser i områder, hvor lægehjælp og adgang til medicin er sparsomt.
Mål 7 og 8: Sikre en miljøvenlig og bæredygtig udvikling samt opbygge et globalt partnerskab for udvikling
SOS Børnebyerne har gennem 60 år udviklet et globalt partnerskab af nationale organisationer. I dag arbejder SOS-organisationer i 133 lande over hele kloden. På tværs af landegrænser deler vi viden og økonomi.
Læs mere om 2015 Målene på www.2015.dk.