Karen Simonsen bag nyt design 

29/01/2009 - Sammen med en gruppe af piger fra SOS Børnebyerne i Ghana har Karen Vedel-Simonsen skabt en række unikke tørklæder. Overskuddet fra salget går ubeskåret til SOS Børnebyernes projekt i Ghana

Sammen med en gruppe unge forældreløse og fattige piger i Ghana har en af Danmarks bedste designere, lavet en kollektion af tørklæder. Unika-tørklæderne købes i Munthe Plus Simonsens butikker i København og Århus.

Karen Simonsen i GhanaFoto: Les Kaner

På en af SOS Børnebyernes skoler i Ghana har Karen Vedel-Simonsen undervist fattige og forældreløse piger i design, så de får en chance for at skabe en bedre tilværelse for sig selv.

”Det lyder måske mærkeligt at lære fattige piger i Afrika, der dårligt nok har til mad, at designe til moderne danske kvinder. Men for mig har det været vigtigt at fokusere på lighederne mellem os i stedet for forskellene. Og inspirationen er bestemt gået begge veje. For mig er det stort, når kulturerne smelter sammen i designet”, siger Karen Vedel-Simonsen.

Stort udbytte for pigerne – og Karen
”Mit ophold hos SOS-børnebyerne har overbevist mig om, at det giver mening at hjælpe. Og vi løfter ikke bare én familie, men mange, der virkelig har brug for hjælp. Personligt har det også givet mig et større perspektiv, og forhåbentlig vil dette projekt skaffe mange flere penge og håb til nogle af Ghanas udsatte piger,” siger Karen Vedel-Simonsen.     

Karen Simonsen i samarbejde med de ghanesiske kvinderFoto: Les KanerFor de afrikanske piger har undervisningen med ”Mrs. Karen”, som de kaldte hende, været en stor og udbytterig oplevelse.
De fik et bl.a. et unikt indblik i, hvor meget der skal til for at få succes med produktion af tøj. Aftaler med kunderne skal være klare, man skal kunne præsentere sit design og der skal leveres til tiden.

Ny ambassadør for SOS Børnebyerne
Hos SOS Børnebyerne er direktør Hanne Elisabeth Rasmussen glad for Karen Vedel-Simonsens engagement:

”Det har været en stor oplevelse at følge den dynamik, der opstod mellem pigerne på SOS-skolen og Karen Vedel-Simonsen. Og det betyder meget, at pigerne på den måde har fået mulighed for både at hjælpe sig selv og andre i deres situation. Vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet med Karen,” siger Hanne Elisabeth Rasmussen.

SOS Børnebyerne har i forbindelse med projektet udnævnt Karen Vedel-Simonsen til ambassadør.

Tog selv til Afrika
Det hele startede ved sidste års modemesse, hvor Karen Vedel-Simonsen modtog firmaet ECCOs Walk IN Style Award på 250.000 kroner. Pengene skulle gives videre til et godt formål efter eget valg. Men for hende var det ikke nok bare at give penge videre. Hun ville med egne øjne se, hvem der fik glæde af pengene, og frem for alt ville hun selv gøre en indsats.

Derfor rejste hun i november sidste år til Ghana for at bo i en SOS-børneby sammen med forældreløse afrikanske børn. Herfra tog hun hver dag hen for at tegne og sy sammen med pigerne på designlinjen på den lokale SOS-værkstedsskole. Her er nogle af pigerne forældreløse og bor i SOS-børnebyen. Andre er helt fattige piger, der med hjælp fra SOS Børnebyerne får en fremtid som syersker.

Karen Vedel-Simonsen var indtil for nylig en del af designduoen Munthe plus Simonsen. Nu er hun på vej med et brand i eget navn. Men tørklæderne bliver solgt i Munthe plus Simonsens butikker i Århus og København

Læs mere om Ghana

Film - Tag med Karen til Ghana

Munthe plus Simonsen

Udskriv siden Bookmark and Share