Grækenlands børn mærker nu krisen 

10/01/2012 

Græske familier mærker nu for alvor den økonomiske krise og flere må simpelthen opgive at tage sig af deres børn. SOS Børnebyerne i Grækenland mærker en voldsom stigning i henvendelser fra desperate forældre. 

Kort over Grækenland
SOS Børnebyerne i Grækenland oplevede i 2011 en fordobling i antallet af henvendelser fra familier, der ikke længere havde midlerne til at tage sig af deres egne børn.

De var desperate og var i alvorlig fare for at gå helt i opløsning.

Førhen var det typisk på grund af misbrug i familien, at SOS Børnebyerne blev involveret af de græske myndigheder, men i 2011 skete der en drastisk ændring.

Nu handler næsten alle henvendelser om familier i økonomiske vanskeligheder.


”Det er en tragisk udvikling. Vi ser det i mange lande i f.eks. Afrika, at familier er så fattige, at de ikke ser anden udvej end at overlade deres børn til fremmede. Det er meget usædvanligt at se det i Europa, og det er en situation, vi tager meget alvorligt,” siger SOS Børnebyernes direktør Hanne Elisabeth Rasmussen.

Får hjælp til at blive sammen

Det er bedst for det enkelte barn og for familien, hvis man kan undgå, at familien går i opløsning. Derfor arbejdes der også på højtryk for at hjælpe de familier, der er tæt på at kollapse på grund af økonomien.

”Krisen i Grækenland bliver stadig mere alvorlig, og hvis ikke vi hjælper de desperate familier, der henvender sig til os nu, så vil børnebyerne i Grækenland møde børnene igen om få måneder. Da vil de bare være i en endnu værre situation og måske være forladte af deres forældre. Så desperat er situationen desværre for mange familier i dag,” siger Hanne Elisabeth Rasmussen.

Indtil videre har SOS Børnebyerne været i stand til at hjælpe alle, der har henvendt sig i de eksisterende familieprogrammer, der allerede findes i Grækenland. Her får de støtte med f.eks. mad, tøj og mikrolån.

Ud af de hundredvis af henvendelser har der dog været fire tilfælde, hvor situationen har været så ekstrem, at barnet straks flyttede ind i en ny SOS-familie i en børneby.

Du kan hjælpe de udsatte familier i Grækenland ved at donere et beløb til SOS Børnebyerne mærket ”Grækenland.”

 

Støt SOS Børnebyernes arbejde i Grækenland

 

Udskriv siden Bookmark and Share