Virksomheder, institutioner og almindelige danskere har i en måned samlet penge ind til børn på flugt i Afrika, og resultaterne af de mange indsamlinger blev præsenteret ved det store indsamlingsshow på DR1 i fredags. Hele aftenen var danskerne flittige til at ringe eller sms’e bidrag ind, og da værterne takkede for en god aften, kunne de præsentere det flotte resultat på hele 87.025.130 kroner.
”Tænk, at når vi begynder Danmarks Indsamling i januar, så starter vi på nul kroner. Og i dag har danskerne støttet med 87 mio. kroner. Vi ved fra tidligere år, at vi med beløb af den størrelse kan gøre en helt konkret forskel for hundredtusindvis af mennesker, der står i en meget svær situation,” siger en glad talsmand for Danmarks Indsamling, Line Grove Hermansen, som til daglig er kommunikationschef hos SOS Børnebyerne.
Vært Louise Wolff på besøg i Afrika. Foto: Jakob Ehrbahn
Flere børn skal have plads i børnebyen
Danmarks 12 største humanitære organisationer deler nu beløbet mellem sig og pengene går til forskellige projekter i 10 afrikanske lande. SOS børnebyerne vil bruge pengene på at udvide børnebyen Abobo-Gare i Elfenbenskysten, hvor hundredtusindvis har været på flugt fra krig og uroligheder.
Alle børn og unge i SOS-børnebyen samt store dele af beboerne i området blev tvunget på flugt. I mere end et halvt år har børnebyen været forladt, og skal nu modtage børnene igen. Derfor skal børnebyen renoveres og udvides, så endnu flere børn kan vokse op i et trygt hjem.
SOS Børnebyerne udvider også socialcentret, der kan hjælpe familier med akut fødevarehjælp og undervise dem i at klare sig selv. Pengene skal også gå til at udvide og renovere SOS Børnebyernes skole samt opførelse af et ungdomshus til forældreløse unge.
Læs mere om Danmarks Indsamling 2012
Læs mere på Danmarks Indsamlings egen hjemmeside