 |
| De frivillige fra lokalgruppen Hjerting |
Godt humør, god stemning og små konkurrencer dannede rammen for lokalgruppe Hjertings aften den 3. februar. De otte piger var draget til TDC’s callcenter ved Aarhus, hvor de sammen med andre frivillige skulle tage imod bidrag fra danskere i forbindelse med Danmarks Indsamling.
”Det var virkelig hjertevarmt at være med. Det var dejligt at have rigtig god tid, så der var plads til en hyggesludder med fru Jensen på 95 år eller lille Simon på fire år, som gav deres sparepenge til det gode formål. Vi kunne med godt humør og et venligt ord give dem en positiv oplevelse og guide dem stille og roligt gennem betalingsseancen,” siger Connie Groth fra SOS Børnebyernes frivilliggruppe i Hjerting.
87 millioner var et drømmeresultat
Lokalgruppen lukkede telefonerne kl.00.15, da havde de otte samlet cirka en kvart million kroner ind til Afrikas børn. På landsplan blev der samlet 87 millioner kroner ind til børn på flugt. SOS Børnebyerne vil bruge deres del af pengene på at renovere og udvide børnebyen, skolen og socialcentret samt på at opføre et ungdomshus til hjemløse unge i Elfenbenskysten. Tusind tak til alle der bidrog til Danmarks Indsamling 2012 – ikke mindst Connie og pigerne fra Hjerting.
”Vi elsker at hjælpe på den sjove og hyggelige måde. Og vi havde kun drømt om det flotte resultat,” siger Connie Groth.
Læs mere om Danmarks Indsamling 2012 her