Foto: Katja Snozzi Foto: Katja Snozzi

Vær med til at gøre fattigdom til fortid 

27/08/2010 

SOS Børnebyerne har verdens bedste nyhed: Kampen mod fattigdom har hjulpet meget mere, end de fleste danskere tror 

Mange danskere tror ikke på, at vi nogensinde kan få bugt med nød og fattigdom i ulandene. Verdens bedste nyhed er, at det er muligt – og vi har allerede nu skabt langt større resultater, end de fleste er klar over.

Der er stadig alvorlige problemer at overvinde, men vores generation har faktisk en unik historisk mulighed: Vi har en chance for at tage de sidste, store skridt og få udryddet fattigdommen.

Måske er du én af dem, som hver måned støtter SOS Børnebyerne – enten ved at hjælpe et barn eller generelt støtte vores arbejde for at hjælpe forældreløse og sårbare børn. Og selvom du får løbende opdateringer på, hvordan det går i SOS-børnebyen, kan det være svært at få en fornemmelse af ulandenes udvikling.
 
Kampen mod fattigdom nytter

Verdens bedste nyhed er, at det går fremad! Dog med meget store regionale forskelle. Hele verden har sat for sig at nå otte mål inden 2015 - FNs 2015 Mål - og indsatsen har hjulpet meget mere end de fleste danskere tror.
 
Det er budskabet i kampagnen ”Verdens Bedste Nyheder,” som mere end 60 danske organisationer, herunder SOS Børnebyerne, FN og Danida står bag. Vi kan nå målet om at halvere verdens fattigdom inden 2015 – hvis vi vil!

Vær med til at gøre fattigdom til fortid

Du kan deltage aktivt i kampagnen og være med til at gøre fattigdom til fortid på tre måder:

A. Som frivillig (ca. 2 timer)
Som frivillig den 10. september er du med til at overraske folk på gaden med morgenbrød og kampagneavisen ’Verdens Bedste Nyheder’ mellem kl. 7 og 9. Det sker ved trafikknudepunkter, på torve og pladser, arbejdspladser, uddannelsessteder og andre steder. Sammen sender vi et budskab om, at vi kan gøre fattigdom til fortid.

B. Som koordinator af de frivillige (ca. 10-15 timer)
Som koordinator i dit lokalområde har du ansvaret for at hjælpe til med at rekruttere frivillige samt hjælpe og organisere de frivillige på kampagnedagen.

C. Spred budskabet online (5 min.)
Spred kampagnen online på facebook eller via e-mails.

Vi håber meget, at du vil være med den 10. september, og at du vil opfordre dit netværk af kollegaer, venner og familie til at deltage. Sammen kan vi gøre en enorm forskel.


Læs mere om kampagnen og meld dig som frivillig eller koordinator på www.frivillig2015.dk

Udskriv siden Bookmark and Share