SosBornebyyerne
Bliv SOS-fadder
Støt os
Webshop
Vores arbejde
Nyheder
Frivillig
Virksomheder
Video
Om os
SOS Børnebyerne
Nyheder
Seneste nyt
Khokon (midten) med sine nye SOS-søskende.
Nu er Saleha og Khokon flyttet ind i børnebyen
15/02/2012
I februar sidste år fortalte vi for første gang historien om søskendeparret Saleha og Khokon fra Bangladesh, der ventede på at flytte ind i den nye SOS-børneby i Sylhet, der dengang var ved at blive bygget. Nu er Saleha og Khokon flyttet ind.
I starten af februar i år indviede SOS Børnebyerne den ny SOS-børneby i Sylhet i det nørdøstlige Bangladesh. Her har 84 forældreløse børn foreløbigt fået et nyt og kærligt hjem. To af de børn er Saleha på seks år og hendes lillebror Khokon på fire år.
Da børnene først kom til børnebyen var de meget undervægtige og tydeligt fejlernærede. De havde mistet deres far, og moren var på grund af en alvorlig skade, hvor hun fik elektrisk stød og blev forbrændt over det meste af kroppen, ude af stand til at arbejde. Hun kunne ikke forsørge børnene, og de sultede. Til sidst flyttede den lille familie ind hos morens søster i hovedstaden Dhaka. Men søsteren havde heller ikke ressourcer til at tage sig af de to børn, og derfor bragte hun dem til børnebyen.
En ny start
I starten var Saleha og Khokon meget kede af at være blevet skilt fra deres biologiske mor. De græd meget og ville ikke have noget med de andre børn at gøre. Men i dag leger og griner de sammen med deres SOS-brødre og –søstre, og Khokon er midtpunktet i familien.
Han fortæller, at han er meget glad for at bo i børnebyen og for sin SOS-mor. Hver eftermiddag leger han sammen med de andre børn på et stort græsareal i børnebyen. Han elsker frugt, især æbler og vindruer, og når han bliver stor, vil han gerne være politimand.
Saleha med sin SOS-familie
Hans storesøster Saleha går hver dag i den lokale skole, der ligger tæt på børnebyen. Hun er glad for at gå der, og hun kan godt lide sine lærere. Hendes yndlingsfag er engelsk.
Når hun kommer hjem fra skole, går hun i bad og spiser frokost. Om eftermiddagen laver hun lektier og bagefter leger hun udenfor sammen med de andre børn, nogle gange spiller de fodbold, det er hendes yndlingsleg.
4,5 millioner børn er forældreløse
Saleha og Khokon er to ud af de knap 4,5 millioner børn i Bangladesh, der har mistet en eller begge forældre. Det svarer til cirka syv procent af alle børn i landet. De væsentligste grunde til, at så mange børn er forældreløse, er ekstrem fattigdom og hyppige naturkatastrofer som tyfoner, oversvømmelser og mudderskred.
Sylhet, hvor den nye børneby ligger, er et meget fattigt område af Bangladesh. Befolkningen i det omkringliggende lokalsamfund lever i dyb fattigdom, og langt de fleste er analfabeter. De har svært ved at finde arbejde, og forsørger sig især ved at arbejde som daglejere på byggeprojekter og på markerne eller som tjenestefolk.
Om eftermiddagen leger børnene sammen på børnebyens græsarealer
Selvom grundskolen er gratis i Bangladesh har mange familier ikke råd til udgifterne til skoleuniform og materialer eller har brug for børnenes arbejdskraft for at overleve. Nogle af de mest sårbare børn og deres familier fra lokalområdet får hjælp gennem SOS Børnebyernes familieprogram, der er tilknyttet den nye børneby. De får blandt andet hjælp til at betale udgifterne til børnenes uddannelse og rådgivning omkring familieplanlægning, børnerettigheder og hygiejne.
I den nye børneby er der plads til i alt 140 forældreløse børn i. De resterende 56 børn flytter ind i løbet af året. Erfaringer har nemlig vist, at det er bedst at lade familien vokse lidt efter lidt.
Læs den første historie om Saleha og Khokon her
Bliv SOS-fadder
Udskriv siden
Oplev glæden
ved at give et
forældreløst
barn en ny
familie
Bliv SOS-fadder
Seneste nyt
Pressekontakt
Publikationer
Tilmeld nyhedsbrev
Familiepris
FAQ
Nyhedsbrev
Presse
Kontakt